Kortlægning af miljøfarlige stoffer

Før en bygherre river en bygning ned, er det vigtigt, at få kortlagt, hvilke sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer nedbrydningsentreprenøren kan løbe ind i. Hvis der ikke forelægger en kortlægning, risikerer bygherren at arbejdet bliver stoppet, når nedbryderen finder de miljøfarlige stoffer. Uforudsete hindringer i arbejdet giver problemer med tidsplanen, og tillægsarbejder er ikke de billigste.

Nedbrydere har pligt til at stoppe arbejdet af hensyn til deres egen sundhed men også for at sikre, at de miljøfarlige stoffer ikke bliver blandet med de rene genanvendelige affaldsfraktioner og dermed spredt i miljøet.

Med en kortlægning af miljøfarlige stoffer får bygherren overblik og kan få miljøsaneringen med i udbuddet. Herved får han konkurrence på prisen.

I affaldsbekendtgørelsen er der krav om screening og kortlægning af PCB i bygninger, før de rives ned eller renoveres. Det er den kommunale affaldsmyndighed, der skal have oplysninger om PCB og andet farligt affald.

I Arbejdstilsynets byggepladsbekendtgørelse stilles der krav til bygherren om en risikovurdering af det forestående byggeprojekt herunder evt. forudgående nedbrydning eller renovering. Risikovurderingen omfatter vurderinger af en række arbejdsmiljømæssige forhold, bl.a. tilstedeværelse af kemiske påvirkninger. Med en kortlægning af bygningernes indhold af miljøfarlige stoffer har bygherren et godt værktøj til at forudse eventuelle kemiske påvirkninger, som nedbrydningsentreprenøren skal kalkulere med i sit tilbud.

Kortlægninger udføres typisk af en specialistrådgiver hyret af bygherren eller bygherrerådgiveren men kan også udføres af nedbrydningsentreprenøren, som fra sit arbejde har kendskab og erfaring med at finde de miljøfarlige stoffer.

 

Sådan udføres en kortlægning af miljøfarlige stoffer

Kortlægninger bør omfatte følgende elementer:

  1. Screening af bygningsoplysninger i BBR, byggesags arkivet og ejerens oplysninger om brugen af bygningerne. Ved screeningen fastlægges årstal for opførsel og renoveringer, da de har betydning for hvilke miljøfarlige stoffer, der typisk er anvendt i perioden.
  2. Afklaring med den lokale affaldsmyndighed om hvad de kræver af undersøgelser, og hvilke grænseværdier de forholder sig til.
  3. Besigtigelse for afklaring af prøvetagningsomfang, hvilket afklares i samråd med bygherren eller dennes repræsentant, da det har betydning for omkostningerne til undersøgelsen.
  4. Undersøgelsen gennemføres med udtagning af prøver, som sendes til analyse på laboratorier. Ved undersøgelsen kan der også benyttes orienterende måleudstyr, som fx viser indhold af tungmetaller i malinger mv. Herved kan antallet af prøver til analyse på laboratorer reduceres til de mest kritiske.

 

Den gode undersøgelsesrapport

Undersøgelsesrapporten danner grundlag for prissætning af miljøsaneringen af de miljøfarlige stoffer.

Den gode undersøgelsesrapport vil indeholde følgende oplysninger til bygherrens videre arbejde:

  • Rapporteringen beskriver præcist hvor prøverne er taget og gerne med fotodokumentationer.
  • Der er i rapporteringen taget stilling til, hvad de enkelte prøver repræsenterer af bygningsdele og overflader mv. samt omfanget af disse. Fx alle vinduer i nordfacade, eller alle gulmalede vægge i hele bygningen. Omfanget kan også være angivet med opmåling i antal meter eller kvadratmeter. Angivelse af omfanget er vigtigt for, at nedbrydningsentreprenøren kan beregne tilbuddet.
  • Der bør altid fremgå forbehold for undersøgelsernes begrænsninger. Det kan være skjulte forekomster, som først vil fremkomme under selve nedbrydningen.
  • Undersøgelsesrapporter indeholder ofte en kort beskrivelse af de miljøfarlige stoffer, hvoraf det vil fremgå, hvordan nedbrydningsentreprenøren skal forholde sig, og hvilke foranstaltninger der skal tages ved arbejdets udførelse.
  • Fotodokumentation og analyserapporter fra laboratorierne vil typisk være indsat som bilag.
  • Resultaterne af undersøgelsen rapporteres med et kort resume omhandlende hovedresultaterne i undersøgelsen med efterfølgende afsnit om beskrivelse af undersøgelses- og analysemetoder.

Få gratis vejledning om byggeaffald

Er du i tvivl om din rolle og dine pligter i forhold til det affald, som opstår, når en bygning renoveres eller rives ned?

Hos Videncenter for Håndtering og Genanvendelse af Byggeaffald (VHGB) får du svar og vejledning helt gratis fra et team af specialister.

Kontakt VHGB’s hotline alle hverdage mellem 08:00 – 16:00 på telefon: 72 20 29 30 og få svar på dine spørgsmål.

Du kan også besøge hjemmesiden for mere viden på: www.vhgb.dk.

Ved spørgsmål kontakt

Richard Kristensen
Kvalitets- og miljøchef
+45 21 24 36 08