22 VEJ- OG BANEBROER, RINGSTED – FEMERN

2017 - 2020

 

Kingo har siden april 2017 udført totalnedrivning af 22 vej- og banebroer på en strækning fra Ringsted til Femern. Efter planen afsluttes projektet ultimo marts 2020.

Der skal køre højhastighedstog på strækningen, og de kræver mere plads. Sporene skal derfor rettes til, og der skal bygges nye, større og højere broer i stedet for de gamle.

Projektet er specielt, fordi arbejdet foregår på en banestrækning. Det vil sige, at sporene spærres i det tidsrum, hvor arbejdet udføres, og togdriften indstilles. Når Kingo skal rive en bro ned, får vi et "vindue" at arbejde indenfor, som typisk vil være fra fredag kl. 22 til mandag morgen kl. 04, hvor sporene skal være ryddet, så togene på strækningen igen kan køre uhindret. For at sikre at sporspærringen ikke overskrides, og arbejdet færdiggøres til tiden, forberedes nedrivningerne ned til mindste detalje i tæt samarbejde med kunden, MT Højgaard. Kingo nedriver 2-3 broer ad gangen i samme weekend.

Inden selve nedrivningen af en bro påbegyndes, bliver skinnerne omhyggeligt afdækket for at sikre, at de ikke beskadiges af de tunge gravemaskiner. Ligeledes koordineres bortkørsel af den nedbrudte beton inden opstart.

Ved nogle af de broer, der skal nedrives, er MT Højgaard allerede i gang med at bygge de nye broer. I nogle tilfælde bruger vi derfor en langarm til at klippe den pågældende bro ned oppefra og derved undgå at beskadige den nye bro lige ved siden af.

Der er stor forskel på størrelsen af de 22 vej- og banebroer, som Kingo river ned. Derfor varierer mængden af beton, vi kører væk, fra ca. 350 tons op til ca. 3.000 tons pr. bro. Fjernelsen af betonen skal ligeledes foregå inden for sporspærringen. De mange tons beton bliver knust for at blive genanvendt som vejfyld.

Dette projekt har affødt et tillægsprojekt i form af renovering af yderligere 12 broer på strækningen mellem Ringsted og Femern.