BIBLIOTEKSPARKEN, AARHUS

2018

 

Kingo har i perioden juni - december 2018 udført indvendig rydning, miljøsanering og totalnedrivning af bygninger i Biblioteksparken i Aarhus på adresserne Møllegade 1 samt Vestergade 55.

Arbejdet foregik i to etaper. Første etape bestod af Hovedbiblioteket, anden etape af ejendommen i Vestergade samt en mellembygning.

Der er tale om et omfattende projekt i centrum af Aarhus, hvor det gamle hovedbibliotek har gennemgået en totalrenovering for at kunne blive ombygget til et nyt hostel. På det bagvedliggende areal har Kingo stået for totalnedbrydning af bl.a. en stor ejendom i Vestergade samt en mellembygning med kælder. I stedet opføres 85 nye lejeboliger og en dagligvarebutik.

Projektet har bestået af en kombination af totalnedbrydning samt indvendig rydning og miljøsanering af i alt ca. 13.000 m2. Miljøsaneringen har været langt mere omfattende end forventet. Der viste sig at være skjulte forekomster af miljøfarlige stoffer, som ikke var blevet afdækket under kortlægningen. Efter saneringsarbejdet blev biblioteket fuldkommen strippet. Facaden på det gamle hovedbibliotek er bevaringsværdig, så den står stadig urørt tilbage med originale vinduer i.

Selve beliggenheden midt i Aarhus har været udfordrende, da der skulle tages hensyn til, at mange mennesker færdedes i området dagligt. Ejendommen i Vestergade samt mellembygningen var begge bygget sammen med aktive bygninger, som ikke måtte berøres. Det krævede en del manuelt arbejde.

Taget på ejendommen i Vestergade havde et spænd på 12-15 meter. Normalt ville vi fjerne det manuelt, men på grund af risikoen i forhold til nabobygningerne valgte vi i stedet at krane det ned i sektioner á 3,5 tons og adskille dem ved hjælp af gravemaskiner i gården, som var afskærmet for udefrakommende.

De ca. 20.000 tons affald fra mellembygningen, dele af biblioteksbygningen og Vestergadeejendommen blev kørt ud igennem en lille port, hvor en speciallastbil, som netop lige kunne køre igennem porten, kørte affaldet væk. Farligt affald blev sendt til destruktion, mens det forurenede affald blev bortskaffet til forbrænding/deponi. Det øvrige affald blev sorteret og knust til genanvendelse som bl.a. vejfyld.