Topfrise_Bøgeparken Blok 55
  1. Forside
  2. · Nedrivning
  3. · Referencer
  4. · Nedrenovering af Bøgeparken 55 i Vollsmose
Har du et renoveringsprojekt? Få en uforpligtende snak om dit projekt med
Nick Werner Nielsen_SH
Nick Werner Nielsen
Salgschef
2516 9113

Nedrenovering af Bøgeparken Blok 55 i Vollsmose

Den fantastiske video nedenfor er produceret af Maskinteknik, som har givet os tilladelse til at bruge den.

 

Faktaboks

Renoverings- og nedrivningsprojektet i Bøgeparken omfatter:

  • 6 etaper.

  • 8 boligblokke.

  • 287 lejligheder.

  • Ca. 26.000 etagemeter.

  • Projektet færdiggøres i perioden 2023 - 2025.

2023  2025

Bøgeparken i Vollsmose er ved at blive renoveret. Projektet omfatter 8 boligblokke, hver med seks etager. I alt omfatter det 287 lejligheder med ca. 26.000 etagemeter. Projektet gennemføres i 6 etaper, hvor Kingo i etape 2 fik til opgave at gennemføre en nedrenovering af Blok 55. Her fjernede vi de tre øverste etager i to opgange og sikrede, at de tre nederste etager kunne bevares og renoveres til genbrug. Én opgang bevares og skal renoveres. Derudover blev tre opgange totalnedrevet og afleveret som et clean cut ind mod de blivende bygningsdele.

Inden vi nedrev bygningerne, rømmede vi dem for inventar, hårde hvidevarer og diverse efterladt løsøre. Herefter gennemførte vi en grundig miljøsanering, som sikrede, at alle miljøfarlige stoffer blev fjernet fra råhuset.

For at undgå, at de nederste etager tog skade fra nedrivningsprocesserne, understøttede vi hvert etagedæk med rørstøtter. Selve etagedækket afdækkede vi med krydsfinér- og køreplader. Det øverste blivende etagedæk afdækkede vi med krydsfinér og tagpap. Trappeopgangene på de blivende etager afdækkede vi med engangspaller og køreplader.

For at sikre gavlene afskærmede og afstivede vi dem udvendigt med seks styk 20-fods skibscontainere sat oven på hinanden (se foto). De blivende facader blev afdækket med OSB-plader (se foto).

Taget blev demonteret i sektioner, som vi løftede ned til terræn med en mobilkran. Her adskilte vi dem og sorterede materialerne i fraktioner.

De lette facadeelementer udtog vi i hel form med sortergrab på en langarmsmaskine og løftede dem ned til terræn. Uden at bryde eternitbeklædningen blev de pakket ind i special 4 m3 bigbags og bortskaffet til godkendt modtager.

Betonkonstruktionerne på hver etage klippede vi ned i mindre stykker med hydrauliske betonsakse på to af vores gravemaskiner med lange arme. Herved sikrede vi, at betonstykkerne ikke blev for store og dermed ville forårsage skader på de underliggende etager. For hver etage vi nedrev, fjernede vi betonbrokkerne ned til terrænniveau, hvor de efterfølgende blev nedknust til genbrugsbetonstabilgrus.

Vi har under hele processen fulgt hovedentreprenørens (Enemærke & Petersen) plan for samspillet med beboerne. I en specialindrettet skurvogn på pladsen med adgang for de lokale beboere har vi således løbende opdateret informationer om vores processer. Det har betydet, at vi har haft et godt og problemfrit forhold til beboerne i området.

Da vi rømmede bygningerne for inventar og efterladt indbo, tilbød vi sammen med bygherren (Civica), at beboerne kunne afhente inventar og materialer gratis. Det omfattede bl.a. en større mængde hårde hvidevarer. Det lykkedes os på den måde at få fjernet stort set alt, og dermed reducerede vi affaldsmængderne tilsvarende. Levetiden på materialerne og de hårde hvidevarer blev således forlænget, hvilket er godt for miljøet og klimaet.

En medvirkende årsag til det gode forhold til beboerne var nok også, at vi sammen med Jobcenteret fik engageret tre praktikanter fra lokalområdet til nedrivningsprojektet. Her har de været med til at sortere bygningsmaterialer til aflevering til de korrekte modtagere.

Bøgeparken Blok 55