1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2015
  4. · De grønne husfjernere
De grønne husfjernere
09. december 2015
Kingos Domicil Sjaelland Gadstrup

Nedbrydning og fjernelse af rester fra huse har igennem mange år været en specialitet for firmaet Kingo Karlsen A/S. Det nye domicil i Gadstrup mellem Roskilde og Køge vidner om en succes, der bunder i kvalitet og miljøbevidsthed.

Mange har set nedrivningsfirmaer, der rykker ud, når huse skal fjernes og nyt bygges op. Den slags firmaer er der mange af og især i travle tider, hvor der er gang i byggeriet. Men der er få i den branche, der har skabt en så gedigen succes som Kingo, der netop har indviet deres flotte og velplacerede Sjællands-domicil i Gadstrup. Faktisk er huset så nyt, at alle medarbejderne rykkede ind den 6. november, og der er stadig små detaljer, som håndværkerne ikke har gjort færdige i det ellers moderne, strømlinede og velduftende kontorhus.

At der er styr på detaljerne, er vigtigt for regionschef Jørn Bak, som er den daglige leder af afdelingen i Gadstrup. Han er nemlig en mand, der vil have styr på tingene. Noget som præger hele koncernen, og som har ført til Kingos succes.

Et godt team

”Vi købte grunden for ti år siden og har efterfølgende holdt til i nogle midlertidige bygninger lige ved siden af. Men efter vi fik Per Mortensen Nedrivning ind under vores vinger i 2014, var det bydende nødvendigt, at vi fik bygget det nye domicil. Det skulle være helt i orden, og det er det blevet, bortset fra de små detaljer, der stadig mangler. Jeg lægger vægt på, at få styr på detaljerne, for netop kvalitet er grundlaget for vores forretning. Det er også vigtigt, at vi får en fælles synergi og kan sparre med hinanden, og det er lykkedes rigtig godt i det nye domicil, som vi er meget glade for. Når vi har et flot og præsentabelt domicil, tiltrækker det også dygtige folk. Det sender et vigtigt signal, og vi er blevet et godt sammentømret team,” siger Jørn Bak.

Han fortæller, at det nye domicil er gennemtænkt i alle detaljer, i gode og miljørigtige materialer og at der blandt andet er et miljø-renserum integreret i bygningen. Alt sammen for at få det bedst mulige fælles firmadomicil.

Gang i Sjælland

Kingo blev etableret for over 60 år siden i Silkeborg, hvor Jyllandsafdelingen stadig ligger. Kingo er i dag et aktieselskab, som ejes og ledes af Thomas Kingo Karlsen, der er 3. generations ejer i den erfarne familievirksomhed.

Sjællandsafdelingen blev født ved, at flere og flere opgaver kom fra Sjælland. Derfor var det oplagt at få en afdeling der. I dag har koncernen 165 ansatte, og halvdelen af opgaverne ligger på Sjælland og i særdeleshed i Københavnsområdet.

”Der er rigtig meget gang i byggeriet i København og omegn, og vi har fået en lang række store opgaver. Årsagen er selvfølgelig mange års erfaring. Men det handler også om, at vi går meget op i at passe på mennesker og miljø. Vi genbruger 98 procent af det materiale, vi river ned, og vi genbruger for eksempel mursten direkte. Det overrasker nok mange, for folk tror måske, at det ikke betyder så meget i vores branche. Men det gør det for os, og det efterspørger vores kunder,” siger Jørn Bak.

I det hele taget har Kingo gjort en dyd ud af at være de samvittighedsfulde i en branche, der opererer med mange forskellige etiske standarder.

Miljøhensyn betaler sig

”Hos os har det altid været vigtigt, at vi udfører vores arbejde ordenligt. Vi skal altid være effektive og levere kvalitet samtidig med, at vi tager hensyn til mennesker og miljø. Det er meget vigtigt for os,” siger Jørn Bak.

Konklusionen må være, at selvom man river bygninger ned og arbejder i en larmende og støvende branche, så betaler det sig for Kingo at lægge vægt på både kvalitet, pålidelighed og miljø.

Joern Bak Gadstrup