1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2015
  4. · Utraditionelt samarbejde mellem nedriver og museum
Utraditionelt samarbejde mellem nedriver og museum
13. september 2015
Jorn

På den aktuelle udstilling ”Le Corbusier – what moves us?” på Museum Jorn i Silkeborg kan de besøgende nu skabe deres egne arkitektoniske mesterværker bygget af blandt andet genbrugsmaterialer fra nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S.

En nedbrydningsvirksomhed og et kunstmuseum. Måske ikke umiddelbart det mest oplagte makkerpar. Ikke desto mindre er Museum Jorn og Kingo Karlsen A/S gået sammen om at få museets gæster til at få den arkitektoniske udstilling ”Le Corbusier – What moves us?” helt ind under huden.

Udstillingen skal give et unikt indblik i den moderne arkitekturs hovedperson, Le Corbusier, og hans elev Asger Jorns værker. På museets værksted kan gæsterne bygge deres egne konstruktioner ud af genbrug baseret på deres indtryk fra udstillingen.

Kingo, som har hovedsæde kun seks kilometer fra Museum Jorn, leverer genanvendelsesmaterialer i form af knust beton, knust tegl, knust asfalt og armeringsjern, som alt sammen kan bruges af gæsterne til at bygge genbrugskunst.

”Vi arbejder for at fremme genanvendelse i fremtidens byggeri, så selvom det kan virke som et atypisk samarbejde, er det helt oplagt for os at være med til at så de frø, der skal gro mere genbrug ind i fremtidens byggeri,” siger Heine Vind, som er Afdelingsleder for Kingos Jordrens og recyclingafdeling.

Museum Jorn og Kingo regner især med, at mange af Midtjyllands skoleklasser vil prøve kræfter med at bygge bæredygtig arkitektur i det kreative værksted.

Showroom gemt i container

Ved siden af værkstedet vil gæsterne også kunne besøge et særligt indrettet showroom, hvor man kan blive meget klogere på moderne, miljørigtig genanvendelse og konkretisere, hvad genanvendelige materialer bruges til i virkelige byggeprojekter.

”For at se hvordan blandt andet knust beton kan blive genanvendt i nye sammenhænge, har vi bygget et særligt showroom, der skal give museets gæster et indblik i, hvordan nu- og fremtidens byer bliver bygget bæredygtigt og CO2-reducerende,” siger Heine Vind.

Showroomet er indbygget i en container af den slags, som ofte er at finde i Kingos anlæg for jordrens og recycling samt på deres byggepladser.

Le Corbusier-udstillingen på Museum Jorn i Silkeborg løber fra 12. september til 13. december 2015.

  • Dsc02308
  • Img 3625
  • Img 3629
  • Img 3630
  • Img 3632
  • Img 3638
  • Img 3639
  • Img 3643