Af: Tine Ilsøe Wulff, Marketingkoordinator, Kingo Karlsen A/S
De færreste tænker over, at der kan være store sundhedsskadelige og miljømæssige risici forbundet med nedbrydning af bygninger, hvis ikke de håndteres korrekt. Nedbrydningsfirmaet Kingo Karlsen A/S opfordrer branchen til at stå sammen om at få håndteret de miljøfarlige stoffer på forsvarlig vis, så byggeaffaldet i langt højere grad kan genanvendes. I en ny video stiller Kingo skarpt på problemstillingen.
Nedbrydningsentreprenøren Kingo har taget utraditionelle midler i brug for at oplyse om korrekt håndtering af miljøfarlige stoffer.
I tråd med virksomhedens ledestjerne om at være førende i Norden, når det gælder miljørigtig nedbrydning, har Kingo udviklet en tegningsvideo målrettet branchen, bygherrer, entreprenører og rådgivere , som tydeligt understreger, at miljøfarlige stoffer skal håndteres forsvarligt. Kun på den måde kan vi undgå, at mennesker og miljø lider overlast, lyder det fra nedbrydningsfirmaet.
Kingos Marketingchef Jes Møller-Jensen fortæller om baggrunden for videoen:
”Der er stadig mange i byggebranchen, som endnu ikke har fået øjnene op for, at miljøfarlige stoffer er skadelige for mennesker og miljø, hvis de ikke håndteres korrekt. Særligt er der mange unge, som tror, at miljøfarlige stoffer er noget, som hører fortiden til. Derfor er vi simpelthen nødt til at blive ved med oplyse om de risici, der er forbundet med asbest, PCB, bly osv. Vi kan ganske enkelt ikke være andet bekendt!
Vi håber selvfølgelig, at rigtig mange ser videoen , så flere vil beskytte sig selv og vores natur, når de har med miljøfarlige stoffer at gøre. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at nedbrydning er og bliver specialistarbejde, og altid bør udføres af professionelle,” siger han.
Asbesten spøger endnu
I videoen illustreres det bl.a. at asbest ikke blot udgør en risiko for de mennesker, som arbejder med det. Asbestfibre kan nemlig sprede sig til familie og venner gennem tøj, hvis saneringen ikke foregår på forsvarlig vis.
Et opråb om at stå sammen
”Videoen er et opråb til branchen, bygherrer, entreprenører og rådgivere om at arbejde sammen, så fremtidens nedbrydninger udføres på forsvalig og miljørigtig vis. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at miljøsaneringer koster penge, men for os er der ikke nogen tvivl – vi har ganske enkelt ikke råd til at lade være, når man kigger på de sundheds- og miljømæssige konsekvenser. Det her handler om mennesker,” siger Jes Møller Jensen.
Udover et stort fokus på miljøfarlige stoffer, viser videoen også, hvilke miljømæssige genvinster, der på den anden side er ved korrekt sortering af miljøfarlige stoffer og genanvendelse.