1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2018
  4. · Dronningen besøger Kingo Karlsen og oplever bæredygtig nedrivning
Dronningen besøger Kingo Karlsen og oplever bæredygtig nedrivning
27. juni 2018
Kingos Domicil Silkeborg

Når Dronning Margrethe i september lægger vejen forbi Silkeborg på årets sommertogt, skal Hendes Majestæt blandt andet opleve, hvordan Kingo Karlsen på bæredygtig vis river bygninger ned og genbruger materialerne. Under besøget får Dronningen en demonstration af nedrivningen, ligesom Hendes Majestæt får indblik i, hvordan Kingo Karlsen arbejder for at fjerne giftige materialer og øge genanvendelsen af byggematerialer.

Det er en sjælden fornøjelse og ære at få besøg af Dronning Margrethe under hendes årlige sommertogt. Den 4. september besøger Hendes Majestæt Kingo Karlsen A/S i Silkeborg, hvor Dronningen kan se frem til en demonstration i bæredygtig nedrivning. Under besøget viser Kingo Karlsens produktionsfolk, hvordan virksomheden nedbryder, sanerer, sorterer og genanvender op mod 98 pct. af byggeaffaldet. Og hos Kingo Karlsen ser man allerede nu frem til det royale besøg.

”Vi glæder os til at byde Hendes Majestæt Dronning Margrethe velkommen og vise, hvordan vi arbejder med miljørigtig nedrivning i Silkeborg og resten af Danmark. Det er en stor samfundsmæssig opgave, vi står overfor, hver gang en bygning rives ned. Hvis ikke byggeaffaldet behandles korrekt, kan det være til stor skade for miljøet. Derfor er vi utroligt stolte af, at vi genanvender så stor en del af byggeaffaldet, samtidig med at vi skaber plads til fornyelse,” siger salgs- og marketingchef Jes Møller-Jensen. Han understreger, at det er en stor ære, at Dronningen har valgt at lægge vejen forbi Kingo Karlsen A/S.

”Det er en oplevelse og ære at få besøg af Dronningen, og vi håber, at hendes besøg vil være med til at sætte fokus på vigtigheden af vores arbejde. Nedrivning er ikke bare nedrivning, og det ser jeg frem til at vise Hendes Majestæt”, siger Thomas Kingo, administrerende direktør i Kingo Karlsen.

Under besøget hos Kingo Karlsen på F.L. Smidths Vej vil Dronning Margrethe blandt andet se nedrivning og sanering på tæt hold, ligesom hun vil få en indføring i de miljømæssige aspekter i Kingo Karlsens arbejde.