1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2018
  4. · Hvis du spørger min mor, så tror jeg nok, at hun har været noget bekymret for, hvordan jeg ville ende
Hvis du spørger min mor, så tror jeg nok, at hun har været noget bekymret for, hvordan jeg ville ende
11. oktober 2018
Daniel Hauge Orginal Red

Om Kloge Hænder

”Kloge Hænder” er udviklet af Tektanken og udrullet i samarbejde med Silkeborg Kommune. Tektanken er Danmarks største netværk for skole-virksomhedssamarbejde.

Se mere på: www.tektanken.dk.

Af: Tine Ilsøe Wulff, Marketingkoordinator, Kingo Karlsen A/S

Sådan fortæller en af Kingos formænd Daniel Hauge, som gik ud af folkeskolen i 7. klasse for i stedet at bruge sine hænder.

Daniel Hauge har hverken gået i gymnasiet eller på universitetet. Han startede i stedet som 14-årig i lære som glarmester, hvor han fik lov til at bruge sine hænder og sine praktiske kompetencer. Senere fik han arbejde i entreprenørbranchen, hvor han har taget nedriveruddannelsen og arbejdet sig op til at være formand i nedrivningsvirksomheden Kingo Karlsen A/S. Som formand har Daniel ansvaret for den praktiske udførelse af store projekter samt ansvaret for det mandskab, som udfører opgaverne. Dette kan variere fra to til tyve mand afhængig af opgavens størrelse.

”I 7. klasse gik jeg i skole i lige uger og arbejdede i ulige. Lærerne kunne godt se, at jeg trivedes bedst og lærte mest, når jeg var i arbejde og spurgte derfor mine forældre, om det ikke ville være bedst at melde mig ud af folkeskolen? De var enige i deres observationer, og jeg tøvede ikke et øjeblik. Det var megakedeligt at gå i skole. Jeg brød mig kun om engelsk og dansk, og ellers sad jeg bare og hang. Det eneste som interesserede mig, var pigerne, men de fulgte jo med i undervisningen, så dem var der heller ikke så meget ved,” fortæller Daniel Hauge med et smil.

Selvom Daniel ikke har gået i gymnasiet eller har en titel som cand.merc.-et-eller-andet, klarer han sig ganske godt. Han bor i eget hus i Egå med sin forlovede og deres fælles hund. Huset har Daniel selv renoveret. I fritiden er Daniel mere end aktiv. Han kører både motocross og arbejder i weekenderne som dørmand i Aarhus’ natteliv.

”Hvis du spørger min mor, så tror jeg nok, at hun på et tidspunkt har været noget bekymret for, hvordan jeg ville ende. Det var godt for mig at komme ud af skolen og få splinter i fingrene. Det appellerede til min kreative side, og pludselig skulle jeg selv tage beslutninger og havde ansvar for at udføre opgaverne rigtigt. Det gav mig struktur og lyst til at lære,” fortæller Daniel Hauge.

Kingo vil have flere unge til at vælge nedbrydningsbranchen

Vi er ikke alle udstyret med boglige kompetencer og interesser, og det der med at sidde på skolebænken og tænke ”hvad laver jeg her?”, er der nok flere unge, som kan nikke genkendende til. Det er særligt disse unge, som Kingo vil appellere til. Derfor deltog virksomheden i projektet ”Kloge Hænder” i Silkeborg, som havde til formål at få flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse.

”Vi arbejder hele tiden på, at flere unge får øjnene op for nedrivningsbranchen og de spændende udfordringer, som vi arbejder med. Derfor gav det også rigtig god mening at være med i ”Kloge Hænder,” fortæller HR-ansvarlig Liselotte Lyngvad fra Kingo.

Projektet blev afholdt i uge 40, hvor Kingo havde glæde af besøg fra to lokale skoler.

”Jeg synes, det var utroligt vellykket, og jeg kunne høre på flere af eleverne, at de blev overraskede over, hvor kompleks vores fag er. Særligt blev de forbavsede over, hvor mange miljøfarlige stoffer der er i vores bygninger. Vi vil helt sikkert deltage igen, hvis vi får tilbuddet,” fortæller Liselotte Lyngvad.

Det er ikke længere in at være håndværker

For ti år siden var et af de politiske mål i Danmark, at flere unge skulle tage en lang videregående uddannelse. Konsekvensen af dette er i dag, at vi har mangel på håndværkere, og nu er det ikke længere in at være håndværker. Det er en stor udfordring for de virksomheder, som lever af håndværksfagene og i den grad mangler specialiseret arbejdskraft. Iblandt disse virksomheder er Kingo.

”Det gør mig virkelig ked af det, at så få unge vil være håndværker. Hvor er de eventyrlystne og kreative unge mennesker, som ikke er bange for at få olie under neglene? Tag en håndværksmæssig uddannelse. Få sved på panden. Slå dig over fingrene med hammeren (igen og igen og igen) - og nyd det. Det skal nok gå alt sammen,” siger Daniel Hauge.

Elever Laerer Om Miljoesanering