1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2019
  4. · Gratis Kingo-keyhangere var skyld i forsvundne møbler
Gratis Kingo-keyhangere var skyld i forsvundne møbler
06. maj 2019
Hesselager Fitnesshus

Af: Tine Ilsøe Wulff, Marketingkoordinator, Kingo Karlsen A/S

Mandag aften den 25. marts forsvandt et cafésæt under mystiske omstændigheder fra et lille lokalt fitnesscenter på Fyn. Årsagen skulle findes i gratis merchandise fra nedbrydningsvirksomheden, Kingo.

Hesselager Fitnesshus er et lille frivilligt drevet fitnesscenter, som ligger mellem Svendborg og Nyborg på Fyn. Fitnesscenteret, som har 100 medlemmer, er en del af DGI’s foreningsfitness og drives af en engageret bestyrelse på 7 medlemmer med Pia Skovshoved ved roret som formand.

Cafésæt forsvinder under mystiske omstændigheder

Centrets medlemmer har mulighed for at træne alle ugens dage og lukker sig ind ved hjælp af en nøglebrik. En organisering som bygger på stor tillid til brugerne, og som desværre blev brudt en mandag aften i marts, hvor et bord og tre skalstole pludselig forsvandt fra centerets hyggelige foyer.

Dagen efter den mystiske hændelse modtog centrets formand, Pia Skovshoved, der til daglig arbejder som ekstern konsulent for Kingo, en mail fra et bestyrelsesmedlem om, at bord og tre stole manglede i centret.

”Jeg tænkte, at det måtte skolen, som ligger i forbindelse med centret, have lånt,” siger Pia.

Kort efter blev der afholdt bestyrelsesmøde i centret. Hverken bord eller stole var imidlertid dukket op, og bestyrelsen begyndte at indkredse datoen for møblernes forsvinden.

”Der var flere spekulationer på mødet. Vi havde haft nogle indbrud i byen, så vi overvejede, om cafésættet kunne være blevet stjålet,” fortæller Pia.

Uheldig kommunikation om gratis merchandise viste sig at være årsagen

Efter bestyrelsen havde indkredset datoen for det forsvundne cafésæt, tænkte Pia over, hvem der kunne have taget det. Hun gennemgik dagens begivenheder, og fandt ud af at hun selv havde været forbi centret samme dag med gratis keyhangere fra Kingo. Pia havde lagt keyhangerne på det senere stjålne bord med beskeden ”Værsgo’ - den er gratis”, hvilket gav hende anledning til at overveje, om nogen kunne have troet, at det var bordet, som var gratis. Den tanke fik hurtigt Pia til tasterne, hvor hun på byens lokale Facebookside skrev følgende efterlysning:

Fb Opslag

Kort efter blev et af bestyrelsesmedlemmerne af fitnesscenteret ringet op af en kvinde, som ønskede at være anonym. Hun fortalte, at hun havde set Pias Facebook-efterlysning, og at hun havde observeret to mænd snakke om, hvordan de kunne transportere cafésættet ud af centret. Hun berettede, at de helt åbenlyst havde diskuteret praktikken omkring flytningen, hvilket fik hende til at tro, at de havde en aftale med centret. Heldigvis kendte den anonyme kvinde, navnene på de to mænd, som blev videregivet til Pia.

”Jeg var faktisk lidt beklemt ved situationen, da jeg skulle ringe den ene af mændene op. Jeg var jo endnu ikke helt klar over, om der virkelig var tale om en misforståelse, og i alle tilfælde var det jo en ret komisk og lidt pinlig situation,” fortæller Pia.

Til alt held kunne Pia hurtigt konstatere, at der var tale om en kæmpe misforståelse. Kingo-keyhangerne var tilsyneladende gået som varmt brød og tilbage på bordet lå sedlen ”Værsgo’ - den er gratis”.

”Den anklagede mand grinte heldigvis af misforståelsen. Han fortalte, at han sammen med sin kammerat havde diskuteret, hvordan de kunne få bordet ud. De blev enige om, at den ene bakkede bilen til, mens den anden bar arrangementet ud,” siger Pia grinende og fortæller, at manden leverede bord- og stolesættet tilbage samme dag.