Diamantskaering Brandt Diamant
  1. Forside
  2. · Nyheder
  3. · 2020
  4. · Brandt Diamant A/S bliver en del af Kingo-koncernen
Brandt Diamant A/S bliver en del af Kingo-koncernen
30. september 2020

Af marketingkoordinator, Tine Ilsøe Wulff

I forbindelse med et strategisk samarbejde mellem Kingo og Brandt Diamant A/S, overtager Kingo samtlige aktier i Brandt Diamant A/S pr. 1. oktober 2020. Den Sjællandske bore-/skærevirksomhed fortsætter som selvstændig virksomhed fra lokalerne i Hedehusene.

Med købet af det veldrevne bore-/skærefirma, Brandt Diamant A/S, sikrer den miljøbevidste nedrivnings- og genanvendelseskoncern, Kingo en solid markedsposition på Sjælland både generelt og specifikt inden for bore-/skærearbejde. Brandt Diamant A/S fortsætter uændret med at tilbyde alt inden for diamantskæring og boring. Ligeledes fortsætter direktørerne Bjarne Brandt og Jeanette Brandt med at lede virksomheden og tilbyde deres værdsatte service og kvalitet baseret på 40 års erfaring i branchen.

For begge parter er der i forbindelse med opkøbet lagt vægt på kerneværdier i den fortsatte drift.

”Udover oplagte forretningsmæssige synergier har drøftelserne de seneste måneder synliggjort en række fælles værdier. Som eksempler kan nævnes arbejdsmiljø, miljø, kvalitet, udvikling samt omtanke og omhu. Begge virksomheder er desuden certificerede,” siger Kingos ejer, Thomas Kingo Karlsen.

Kingo har prøvet det før

I juni 2019 opkøbte Kingo på samme vis det Aarhusianske bore-/skærefirma, JM Dansk Betonboring A/S, der siden ligeledes har fungeret som et selvstændigt succesfuldt selskab.

”Vi har været meget tilfredse med, at JM Dansk Betonboring A/S blev en del af Kingo for godt et år siden. Vi tvivlede således heller ikke, da vi fik en henvendelse om et strategisk samarbejde med Brandt Diamant A/S, der med 40 års erfaring som ejerledet virksomhed og ca. 25 dygtige medarbejdere er førende inden for betonskæring- og boring på Sjælland,” siger Thomas Kingo Karlsen.

Brandt Diamant A/S er allerede en betydende leverandør til Kingo på Sjælland, og begge parter glæder sig til det nu styrkede samarbejde.

”Der er ingen tvivl om, at vi sammen er stærkere. Udvikling og innovative løsninger har stor prioritet hos både Kingo og os. Med flere kompetencer og større muskler, vil vi i fællesskab kunne udvikle endnu bedre løsninger for kunderne,” siger Bjarne Brandt adm. direktør i Brandt Diamant A/S.