Af: Tine Ilsøe Wulff, Marketingkoordinator, Kingo Karlsen A/S

En sparsom værktøjskasse var alt, der skulle til, da Jens Kingo Carlsen i 1955 fik sin første store nedrivningsopgave. Meget er der sket siden i den familieejede nedrivningsvirksomhed, Kingo. De tidligere ejere af virksomheden, Vermund Karlsen og Ida Hede Karlsen, fører os tilbage, ”hvor det hele startede”.

Jeg sidder på mit kontor og er ved at færdiggøre nogle småopgaver. En kollega kommer hen og fortæller, at Vermund og Ida sidder i køkkenet og venter på mig. Jeg kigger på mit ur. De er for tidligt på den… Jeg skæver til mine interviewspørgsmål, tager min kaffekop i hånden og går ned i køkkenet til Thomas Kingos far, Vermund Karlsen og hans mor, Ida Hede Karlsen.

Vermund sidder i sit grønne arbejdstøj på den modsatte side af bordet. Han ligner en ”rigtig” nedbryder, og på trods af hans lune personlighed og underspillede humor, kan jeg alligevel ikke lade være med at få en lille følelse af æresfrygt for den gamle hårdnakkede mand. Vermund kigger op på mig og et par øjne, som indeholder en stor portion livserfaring og alligevel en ung drengs kækhed, møder mig. Ida, der er en livlig lille dame, som til daglig passer receptionen hos Kingo, sidder ved hans side og letter min nervøsitet med et smil.

”Nåårh. Hvorfor vil du tale om gamle dage, har du da ikke andet at give dig til?” spørger Vermund med et skævt smil.

Jeg synker, kigger på mit papir og indleder samtalen med mit første interviewspørgsmål.

A trip down memory lane

Vermund og Ida overtog familievirksomheden af Vermunds far Jens Kingo Carlsen i 1980. Vermund fortæller, at han har arbejdet hos Kingo i 61 år. Han startede allerede som 7-årig med at tage tagsten ned. Vermund arbejder stadig hos Kingo den dag i dag, og lige nu brækker han gipsvægge og lofter ned i Scandinavian Center i Aarhus. Da jeg spørger ham om, hvordan han kan blive ved med at holde til det, kigger han uforstående på mig:

”Jeg holder mig jo i gang. Du bruger sikkert en masse penge nede i fitnesscenteret, men det behøver jeg ikke,” lyder det selvtilfreds.

Da Vermunds far Jens Kingo Carlsen startede familieforetagendet, betalte man for at rive huse ned, da der var penge i at sælge de brugte byggematerialer. Vermunds far havde dengang ikke selv penge til at opkøbe nedrivningshuse og lånte derfor penge af en lokal kreaturhandler for at komme i gang. Hans første opgave fik han i 1955, hvor han rev et hus ned i hjembyen Silkeborg. Huset stod et sted, hvor en ny vej skulle opføres, og derfor skulle noget af huset fjernes. Senere fik Vermunds far selv penge til at opkøbe nedrivningsbygninger, og virksomheden begyndte at tage form.

Det første store nedrivningsprojekt, som Vermunds far udførte, foregik på Ll. Sct. Mikkels Gade i Viborg, hvor flere huse skulle nedrives. Vermunds far tog hver dag toget til Viborg med sin sparsomme værktøjskasse, som dengang gjorde det ud for de store moderne maskiner, man bruger hos Kingo i dag.

I 1955 var der ikke altid arbejde at få. Derfor var medarbejderstaben hos Kingo relativ lille. Man hyrede kun arbejdskraft ind, når der var noget at lave. Vermunds onkel var fast lagermand hos Kingo i mange år, og Vermund fortæller, at de kaldte ham for Axel-perletand, fordi han manglede alle sine tænder.

Sidenhen bestod medarbejderstaben også af en tyrkisk mand ved navn Seyfettin, som var ansat hos Kingo i næsten 20 år.

”Han arbejdede bedre end tre mand tilsammen”, beretter Vermund stolt.

Selvom Seyfettin aldrig blev rigtig god til dansk, blev han og Vermund gode venner, og Vermund og Ida har tilmed besøgt ham i Tyrkiet.

Vermund fortæller, at der en gang blev igangsat et værre cirkus fordi, Seyfettin var bange for, at hans børn ikke ville arbejde, hvis de opdagede, at han havde penge, som de kunne arve. Derfor blev det aftalt, at Vermund skulle ”låne” Seyfettin 20.000 kr., og de skulle overrækkes foran Seyfettins børn. Målet var, at børnene skulle tro, at Seyfettin var i pengenød, hvilket efter Seyfettins egen overbevisning ville motivere dem til at arbejde hårdere.

”Det var et værre cirkus. Han troede at børnene ville blive dovne, hvis de vidste, han havde penge. Jeg fik selvfølgelig alle pengene tilbage,” fortæller Vermund om den komiske episode.

Ida og Vermunds mor var i en lang periode de eneste kvinder i virksomheden. Jeg kan ikke lade være med at spørge lidt ind til, hvordan to kvinder har kunnet ”overleve” sammen med en flok hårdkogte nedbrydere i så mange år. Ida fortæller, at hun har vænnet sig til ”mandeverdenen” og foretrækker den i ligeså høj grad, som at være i selskab med kvinder:

”De var altid søde og respektfulde. Vi var få medarbejdere, så vi lærte hinanden rigtig godt at kende”.

Julen var heller ikke kedelig

Den første julefrokost, som blev afholdt i Kingo foregik på det daværende Gl. Kjærgaard i Silkeborg. De var ca. 20 mand, som deltog i festlighederne herunder leverandører og samarbejdspartnere.

Vermunds far var efter sigende en festelig mand. Han fik indført, at familiens børnebørn måtte deltage i julefrokosterne, når de var fyldt 10 år. I flere år underholdt børnene med revyer til julefrokosterne, som ifølge Ida og Vermund var meget gennemførte.

Jens Kingo Carlsen var en mand, som gik højt op i kvalitet. Når ting skulle gøres, skulle de gøres ordenligt. Et kendetegn som i særdeleshed også skinner igennem hos hans barnebarn, Thomas Kingo Karlsen, der er nuværende ejer og direktør i familievirksomheden. Vermunds far gjorde en dyd ud af at forkæle sine medarbejdere med gode og eksklusive julegaver. Til tider blev gaverne endda specialproduceret. Eksempelvis fik man en gang et glas fra et glaspusteri, hvor Kingos logo var indgraveret. Til en anden julefrokost fik de kvindelige gæster hver 500 kr. i hånden, som de kunne spendere, mens mændene hyggede sig over et par øl eller snaps.

Ida og Vermund fortæller, at julefrokosterne i Kingo er blevet afholdt i hele landet, og en enkelt gang blev den endda afholdt i Idas og Vermunds egen kælder.

”Der kom 51 gæster, og kælderen var 52 m2, så vi kom hinanden ved,” fortæller Vermund med et smil.

Selvom mange ting har ændret sig hos Kingo gennem tiderne, synes hverken Ida eller Vermund, at det har været svært at følge med. De betragter forandringerne som en naturlig del af Kingos udvikling og nyder tilsyneladende stadig deres virke i virksomheden.

Jeg kigger ned på mit ur. Vi har snakket og grinet i over en halv time. Jeg føler, jeg har fået en større indsigt i det familieforetagende, som jeg gennem mit arbejde har været en del af de sidste tre år. Tilmed synes jeg, at jeg har lært den gamle nedbryder lidt bedre at kende, og faktisk er han slet ikke så hårdnakket. Jeg tager hjem fra arbejde med et smil på læben og med hovedet fuld af sjove historier fra en tid, som udgør byggestenene til den virksomhed, Kingo er i dag.

Af Tine Ilsøe Wulff / Marketingkoordinator / Kingo Karlsen A/S